
VELFÆRD
ER DANSK
VELFÆRD ER DANSK

I Danmark har vi bygget vores samfund på fællesskab, tillid og ansvar for hinanden. Velfærd handler om, at alle har ret til tryghed, uddannelse og et værdigt liv. Det er ikke bare en tradition, men et valg, vi skal blive ved med at træffe.
Velfærd er grundstenen i det danske samfund. Den sikrer, at man kan få behandling uden at frygte regningen, at børn mødes af dygtige voksne i daginstitutioner og skoler, og at ældre får den omsorg, de har krav på. Den giver tryghed i hverdagen og frihed til at leve sit liv uden konstant usikkerhed om sygdom, arbejdsløshed eller sociale problemer.
Men velfærden er under pres. Manglende hænder i sundhedsvæsenet og dårlige vilkår for de ansatte, for store klasser, utilstrækkelige normeringer og et ældreområde, hvor medarbejderne løber stærkt, udfordrer kvaliteten. Når ressourcerne ikke følger med behovene, risikerer vi at udhule det, der har gjort Danmark til et af verdens mest tillidsfulde og trygge samfund.
Det vil jeg arbejde for
At styrke kernevelfærden gennem langsigtede investeringer i sundhed, ældrepleje og uddannelse.
At sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, så vi kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.
At prioritere forebyggelse og tidlig indsats, så problemer håndteres, før de vokser sig større og dyrere.
At føre en ansvarlig økonomisk politik, hvor fælles ressourcer går til velfærd frem for skattelettelser, der svækker finansieringsgrundlaget.
Velfærd er ikke noget, vi arver automatisk. Det er et politisk valg, og jeg vælger at styrke den.
